Morgenmad
Vi tilbyder morgenmad, til dem der har behov, frem til klokken 7:30 – det er vigtigt for børnene at få en rolig start på dagen, og hyggen ved morgenbordet giver dem mulighed for at omstille sig til leg og aktivitet. Vi tilbyder havregryn med rosiner eller evt. æble, kanel og mælk. For de familier, der har mulighed for det, anbefaler vi at spise morgenmad sammen derhjemme.
Formiddagsmad
Vi spiser formiddagsmad klokken 9. Her benytter vi lejligheden til at tale med børnene om hvad dagen bringer, hvilke aktiviteter og fokusgrupper der er planlagt, og hvad børnene finder vigtigt at dele med fællesskabet. Formiddagsmaden byder altid på mælk, lidt groft brød og gnavegrønt eller frugt, for at alle børn er energimæssigt godt tanket op til en aktiv formiddag. Vi drikker mælk til formiddagsmaden af hensyn til kalkoptagelsen. Den oftest proteinrige frokost hindrer optaget af den vigtige kalk.
Frokost
Vores frokost leveres af Fru Hansens Kælder. Vores madmor forbereder om formiddagen maden ved at ordne grøntsager, anrette maden og varme de lune retter. Madplanen varierer gennem hele ugen og sørger for, at vi lever op til Sundhedsstyrelsens kostråd og anbefalinger. Ved forhøjningen ved køkkenbordet kan I sammen med jeres barn se dagens menu og ugens madplan. Cirka 11:15 mødes stuerne til samling inden de sætter sig til frokostbordet cirka 11:30. Her øver vi god bordskik og opfordrer til at smage det man ikke tror man bryder sig om – at være madmodig!
Læs mere om Fru Hansens Kælder på deres hjemmeside.
Eftermiddagsmad
Efter kl. 14 tilbydes eftermiddagsmad. Den består af rester fra frokostmåltidet samt frugt. Som oftest mødes børnene på i deres grupper til eftermiddagsmaden, men når vejret tillader, spiser vi den gerne ude.
Fødselsdag
Vi fejrer børnenes fødselsdag i den fælles samling på gruppen. Vi vil lære barnet at det er noget i kraft af sig selv og har sin egen særlige dag. Denne dag kan der særligt øves at være i centrum, at kunne stå frem og modtage de andres hyldest - ifht. alder, personlighed og udviklingsniveau - Det udvikler deres fornemmelse for dem selv og deres grænser og øver dem i at håndtere at være i fokus. Forældre må gerne deltage i fødselsdagssamlingen og spisningen i Stjernehuset
Børnene deler popcorn ud i samlingen. Vi sørger for popcorn, hvilket betyder i forældre ikke skal medbringe noget til fødselsdagsfejringen.
Fødselsdagen markeres desuden med flag, fødselsdagsservice og dækkeservietter på bordet.
Af hensyn til mulig eksklusion må der ikke deles fødselsdagskort ud i børnehaven – vi er gerne behjælpelig med adresser. Det er ikke rart at være det barn som ALDRIG bliver inviteret hjem til fødselsdag – det er starten på mobning og udelukkelse af fællesskabet!